|
| Se de seneste nyheder på forsiden |
|
Denne side indeholder 'historiske nyheder'. Hvis du vil læse senest nyt fra Ejby-Net skal du gå ind på forsiden.
Venlig hilsen
Ejby-Net
Bestyrelsen |
|
| 18. august 2005 |
|
219 ud af 290 medlemmer af Ejby-Net har lavet aftale om tilslutning til et kommende fibernet i Ejby.
Vi arbejder nu på en endelig plan for etablering af fibernettet.
Planen bliver færdig i september og vil herefter blive kommunikeret på hjemmesiden og sendt til alle, der har en tilslutningsaftale.
Vi er meget tilfredse med den store opbakning. Det er et godt grundlag for at komme videre.
Venlig hilsen
Ejby-Net
Bestyrelsen |
|
| Nyhedsbrev den 4. juli 2005 |
|
Til
medlemmer af Ejby-Net og borgere i Ejby
|
Der er stor interesse for Ejby-Net. I juni måned deltog mere end 200 i møderne på Ejby Skole, hvor ComX præsenterede deres løsninger på levering af TV-pakker, internetforbindelse og telefoni. På det sidste møde tilkendegav ca. 80 % af deltagerne, at de gerne vil have fibernet til deres bolig.
Møderne gav anledning til flere nye spørgsmål, som vi har besvaret i vedlagt liste, som også kan ses på vores hjemmeside www.ejby-net.dk under FAQ (ofte stillede spørgsmål).
Som det fremgår af dagspressen, har der været en del uro omkring ComX og de største udbydere af TV kanaler i Danmark. Set med vore øjne er det en magtkamp om markedsandele og TV-monopoler. Vi håber, at der snarest igen kommer ro og normale tilstande på markedet. Bestyrelsen i Ejby-Net følger det nøje og har endnu ikke skrevet kontrakt med nogen bestemt leverandør. Vi har et konkret oplæg og tilbud fra ComX. Hvis det bliver nødvendigt, har vi flere og lige så gode alternativer.
Det er bestyrelsens klare mål, at fibernettet skal etableres for max 20.000 kr. pr. husstand og at TV-kanaler som TV3 og TV Danmark skal være med i vore TV-pakker til prisniveauer, som blev præsenteret ved informationsmøderne. Som eksempel kan du på vores hjemmeside se eller downloade ComX kanaloversigt og aktuelle prisliste.
Køreplanen for tilslutning til Ejby-Net er fortsat følgende
- Inden 15. august 2005 skal vi have en underskrevet tilslutningsaftale. Efter denne dato stiger prisen for tilslutning til fibernettet til minimum 25.000 kr. pr. husstand.
- Umiddelbart efter den 15. august sender vi pr. e-mail eller brev en status og orientering til alle, der har indgået en tilslutningsaftale.
- Indskuddet på 20.000 kr. skal betales senest 31. august 2005. Hvis tilslutningen til Ejby-Net mod forventning ikke bliver stor nok, vil de 20.000 kr. blive tilbagebetalt senest den 30. september 2005.
- Det er stadig planen, at Ejby-Net skal være i drift den 1. februar 2006 eller senest den 1. april 2006.
Som nævnt vil vi umiddelbart efter 15. august sende en status til alle, der har lavet tilslutningsaftale. Vi anbefaler, at vente med eventuel låneoptagelse og indbetaling af de 20.000 kr. til efter denne information er modtaget.
Aflever din tilslutningsaftale senest 1. august og deltag i lodtrækning om en lille præmie
I øjeblikket er det vigtigste for Ejby-Net, at vi hurtigt får mange tilslutningsaftaler og dermed det bedste udgangspunkt for de endelige kontraktforhandlinger med leverandører.
Hvis du har afleveret din tilslutningsaftale eller gør det senest den 1. august 2005, vil du som påskønnelse deltage i lodtrækningen om 3 x 1 god flaske rødvin.
Hvis du har mistet dokumentet til tilslutningsaftalen, som vi sendte i begyndelsen af juni måned, kan du downloade et nyt fra vores hjemmeside, eller du kan kontakte et medlem af bestyrelsen.
Vi vil gerne endnu engang fremhæve vigtige fordele ved Ejby-Net
- Medlemmer får et moderne fibernet, som kan dække behovet og nye muligheder for at modtage TV, internet og telefoni i mange år fremover. Kvaliteten er i top.
- Alle TV-antenner og paraboler kan fjernes. Du sparer udgifter til vedligehold og nyanskaffelser.
- I 2006 begynder dansk TV at sende digitalt, og fra 2009 sendes TV og radio kun digitalt i Danmark. Svensk TV skifter helt i 2007. Ændringerne vil kræve nye udgifter til antenneanlæg og SetUp bokse på 1.000 kr. til 10.000 kr. afhængig af dine nuværende modtageforhold og ønsker. Med fibernet er du teknisk forberedt til at modtage digitalt TV og radio. Der kommer ikke nye udgifter.
- Hvis du i dag har en ADSL internetforbindelse kan besparelsen ofte betale din installation af fibernet.
- Gennem Ejby-Net ejer du selv fibernettet og er via generalforsamling og bestyrelse med til at bestemme og vælge leverandører med de bedste tilbud og priser på TV, internet og telefoni.
- Installationen af fibernet i din bolig koster igennem Ejby-Net 20.000 kr. Du kan betale kontant eller du kan optage et banklån til ca. 225 kr. om måneden i 10 år. Det er væsentlig under prisen for at leje et fibernet, som NESA i øjeblikket markedsfører til 400 kr. om måneden. Med en lejemodel bliver fibernettet aldrig vores eget og du skal nu og i al fremtid betale en månedlig leje.
- Hvis du bor i en antenneforening kan du fravælge tv-pakker og kun vælge internet og telefoni (læs mere under FAQ).
- Med egen fibernetinstallation bliver dit hus mere værd.
Hvis du har yderligere spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive eller kontakte et medlem af bestyrelsen.
Venlig hilsen og fortsat god sommer
Ejby-Net
Bestyrelsen
PS! Du kan aflevere din tilslutningsaftale eller blot lægge den i postkassen hos et medlem af bestyrelsen. Husk at aflevere 2 eksemplarer. Så får du det ene retur med kvittering for modtagelsen.
|
| Nyhedsbrev den 3. juni 2005 |
|
Følgende er i dag sendt til vore medlemmer og alle husstande i Ejby
|
Fibernet til Ejby er nu realistisk
Efter forhandling med entreprenører har vi tilbud på etablering af fibernet i Ejby for 20.000 kr. pr. husstand, hvis vi opnår en tilslutning på ca. 50% af husstande i området. Beløbet er en engangsudgift, der dækker alle udgifter til etableringen. Driftsudgifter og kontingent til Ejby-Net forventer vi bliver under 500 kr. om året. Pris for TV-abonnementer, internetforbindelse og telefoni kan du se eksempler på i vedlagte brochure fra ComX.
Informationsmøder mandag den 13. juni kl. 19:30 og torsdag den 16. juni kl. 19:30 på Ejby Skole
I samarbejde med ComX vil vi vise, hvordan du på dit TV fremover kan vælge TV-pakker, surfe på internettet og sende e-mail. IP-telefoni vil blive gennemgået og du kan få svar på andre spørgsmål om Ejby-Net. Du kan aflevere din tilslutningsaftale ved mødet. Af hensyn til pladsen skal du tilmelde dig til mødet ved at kontakte et medlem af bestyrelsen eller bedst og endnu nemmere via www.ejby-net.dk.
Bindende tilslutningsaftale for 20.000 kr. pr. husstand senest den 15. august 2005
Alle husstande, som vil være med i Ejby-Net, skal senest 15. august 2005 underskrive og aflevere vedlagte bindende tilslutningsaftale til et medlem af bestyrelsen. Efter 15. august stiger prisen til 25.000 kr. pr. tilslutning. Når fibernettet er etableret, stiger prisen yderligere, fordi arbejde og indkøb ikke kan gennemføres så rationelt som ved starten. Vi anbefaler derfor, at alle interesserede tilmelder sig senest den 15. august.
Betaling inden udgangen af august 2005
Tilslutningsprisen på 20.000 kr. til Ejby-Net skal betales senest 31. august 2005. Vi har talt med Nordea, Forstædernes Bank og Amagerbanken i Glostrup, som alle kan tilbyde lån til formålet. Forskellen imellem tilbuddene er ikke stor og vil blandt andet afhænge af, om man er 'helkunde' eller 'delkunde' i banken. Tilbud fra Amagerbanken og Nordea er vedlagt. Hvis du vil låne beløbet i din bank foreslår vi, at du laver en låneaftale nu, men venter med etableringen til efter den 15. august, hvor vi på hjemmesiden og i en e-mail til medlemmerne vil gøre status på tilslutningen til Ejby-Net.
Tidsplan for Ejby-Net
Vi forventer stadig, at Ejby-Net kan være etableret og i drift omkring februar 2006. Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte et medlem af bestyrelsen.
Venlig hilsen
Ejby-Net
Bestyrelsen
|
| Nyhedsbrev den 5. maj 2005 |
|
| Ejby-Net har nu 250 medlemmer |
Foreningen Ejby-Net har nu ca. 250 medlemmer. Det er et godt og realistisk udgangspunkt for at arbejde videre.
Konkret er vi i øjeblikket i afsluttende forhandlinger med ComX som leverandør af TV, internetforbindelse og telefoni. Til leverandør af det fysiske fibernet forventer vi også en afklaring om kort tid.
Når dette er på plads udsender vi konkret materiale og tilbud til alle husstande i Ejby. Det håber vi kan ske inden udgangen af maj måned.
I begyndelsen af juni holder vi 2 nye informationsmøder på Ejby Skole, hvor der bliver en præsentation af konkret TV, internet og telefoni, som kan leveres via Ejby-Net. Her vil vi også gennemgå de endelige priser for etablering af fibernettet og mulige finansierings-løsninger.
Efter informationsmøderne går vi i gang med at tegne endelige og bindende tilslutnings-aftaler. Det er lidt senere end planlagt, men vi finder det vigtigt, at alle medlemmer får en klar opfattelse af de konkrete muligheder og tilbud inden tilslutningsaftaler bliver indgået.
Tidsplan er stadig at etablere af fibernettet i efteråret 2005 med opstart i begyndelsen af 2006.
En del medlemmer har spurgt, om firmaordninger kan leveres og betales via Ejby-Net. Det kan godt lade sig gøre. Udgifterne til internetforbindelser via Ejby-Net kan faktureres direkte til firmaer, som har medarbejdordninger.
Det var alt for nu. Det er stadig en god idé at melde sig ind i Ejby-Net via vores hjemmeside www.ejby-net.dk. Alle, som modtager dette brev, er medlemmer af Ejby-Net.
Inden udgangen af maj forventer vi at komme med yderligere konkret information.
Se også www.ejby-net.dk Her er finder du en nye side med FAQ - Ofte stillede spørgsmål.
Venlig hilsen
Ejby-Net
Bestyrelsen
|
| Nyhedsbrev nr. 1 |
| 15. oktober 2004 |
|
| Hvad sker der i Ejby-Net? |
Mange har på det seneste spurgt: Hvad sker der i Ejby-Net? - Sker der snart noget? Til det kan arbejdsgruppen kun sige, at der sker en masse.
Hen over sommeren har vi holdt mange møder internt i arbejdsgruppen og med en række mulige leverandører af fibernet, telefoni, TV og internet m.v.
Vores plan er stadig, at vi i begyndelsen af det nye år og inden grundejerforeningernes generalforsamlinger skal være klar med en plan med muligheder og priser for at blive tilsluttet et fibernet og modtage radio, TV, internet og telefonforbindelser via Ejby-Net.
Vi har set eksempler på etablering af fibernetanlæg til imellem 15.000 kr. og 20.000 kr. pr. husstand i et parcelhusområde. Forudsat at tilstrækkelig mange grundejere i Ejby vil være med, og hvis fibernetanlægget afskrives over 10 år, svarer det til en udgift på under 200 kr. om måneden pr. tilslutning. Herefter kan den enkelte husstand købe telefontjenester, TV-pakker og internetadgang til langt lavere priser, end når vi hver for sig køber hos f.eks. TDC, Viasat, Canal+ m.fl.
Vedtægter for Ejby-Net er ved at være færdige. Du kan se de foreløbige vedtægter på www.ejby-net.dk. Vedtægterne er lige nu til udtalelse i FDA - Forenede Danske Antenneanlæg, som er vores rådgiver. På www.fda.dk kan du læse mere om FDA.
Om kort tid er det vores plan formelt at stifte foreningen og begynde at tegne medlemmer. Et medlemsskab vil det første år koste 120 kr. pr. medlem. Kontingentet skal bruges til at dække udgifter ved etablering af foreningen. Samtidig håber vi at få en klar tilkendegivelse af, hvor mange der vil være med og måske senere blive tilsluttet fibernettet. Medlemsskabet er uforpligtende. Først når vi er klar med tilslutningsaftaler, og den enkelte skriver under på at blive tilsluttet det nye fibernet i Ejby, fanger bordet. Men det skal naturligvis ske på et fuldt oplyst grundlag.
Inden for de nærmeste måneder forventer vi som nævnt at komme med langt mere detaljerede og konkrete forslag til alle husstande i Ejby.
Du kan se mere og altid holde dig orienteret via www.ejby-net.dk. Her kan du også tilmelde dig nyhedsbreve, som sendes til dig med e-mail.
Venlig hilsen
Arbejdsgruppen for Ejby-Net
Jack Creutzberg
Udvalgsformand
|
| Orienteringsmøde på Ejby Skole |
|
| 27. april 2004 inviteres bestyrelser i alle grundejerforeninger i Ejby til et orienterende møde på Ejby Skole. |
|
|
Foreningsnyt
Nyheder i pdf-filer, der kan downloades og læses med Adobe Reader:
04.07.2005 Fortsat stor interesse for Ejby-Net
03.06.2005 Nyhedsbrev med tilslutningsaftale
05.05.2005 Ejby-Net har nu 250 medlemmer
19.03.2005 Brev til 'ikke' medlemmer
15.10.2004 Nyhedsbrev nr. 1 Hvad sker der i Ejby-Net?
|
|